Racens Historie.
Henrik VIII - Marie Stuart.
Cavalierens historie er temmelig speciel, idet racen har været næsten forsvundet - i hvert fald i de finere hundekredse. Som de fleste spaniels fortaber dens oprindelse sig i det uvisse; men den er sikkert opstået i Det mellemste Østen eller Centralasien for derfra at brede sig til Middelhavs- området og senere til England. I dag betragtes den som en engelsk race. I England er dens historie meget tæt forbundet med det engelske kongehus og den højere adel. I det 15. århundrede omtales den som den lille spaniel, "som skal tage lopperne og lusene fra damerne". Senere omtales den som en særdeles ihærdig, udholdende og dygtig jagthund, der er særligt velegnet til jagt på småfuglevildt og kaniner. På mange malerier af det engelske kongehus fra det 16., 17. og 18. århundrede ser man den afbildet med den øvrige familie. Henrik den 8., som til tider måske var en smule uligevægtig (han lod sig skille fra to af sine seks koner og lod to andre halshugge!), tålte ikke at se hunde på slottet; men han gjorde en undtagelse med de små spaniels. Den skotske dronning, Marie Stuart, som blev for farlig for Henrik den 8's. datter, dronning Elizabeth, og derfor blev halshugget, havde også cavalierer, som hun fik lov til at have hos sig i fangenskabet. En af dem fulgte med hende under hendes lange skørter, da hun blev ført til skafottet. Da hovedet rullede, sprang den frem og lagde sig mellem hoved og krop og forsvarede sin døde ejerinde, så soldaterne ikke kunne få lov til at fjerne liget, - men det var jo lige sent nok. Imens stod bødlen og viste hendes tomme, røde paryk frem for alt folket.
Christian IV og Leonora Christine.
Maria Stuarts søn, James, arvede den engelske trone efter dronning Elizabeth, fordi hun var barnløs. Hans dronning , Anna, var søster til Chr.d. 4. af Danmark, og der er stor sandsynlighed for, at hun har foræret ham én eller flere cavalierer, da hans dronning, Anna Kathrine, er blevet malet sammen med sådan én i 1610. Kongen selv har også en cavalierlignende hund, som er kommet med på et maleri af kongen til hest med Kronborg i baggrunden. Og i hans regnskaber er der en post, der lyder på stof og arbejdsløn til "hynder til kongens små hunde", som meget sandsynligt har været cavalierer. Hans Datter, Leonora Christine, som i mange år sad som fange i Blåtårn, fik en gammel spaniel sendt over fra slottet. Den havde fået ødelagt sin kæbe i en kamp mod en grævling, så dens tunge hang den ud af flaben. Leonora var dog glad for den og kaldte den pudsigt nok "Cavalier", mens hun benævnte racen "Bolongese", som var fællesbetegnelse for alle små spaniels på kontinentet. Det har jo højst sandsynligt været en efterkommer af de tidligere nævnte "Cavalierer".
2 x Charles, 1 James og Victoria.
Cavalieren nævnes igen i forbindelse med James's søn, Charles d. 1. Han havde altid cavalierer med, når han kørte ud. De var nu ikke så populære, for de bed de mennesker, der stak hånd eller hoved ind i kareten til ham. Da han blev halshugget - man må huske på, at det på den tid var langt finere at blive halshugget end at blive hængt !- fremviste man hans yndlingscavalier for alt folket.
Hans søn igen, Charles d. 2. , var helt vild med cavaliererne. Han fyldte hele slottet med dem. De var overalt, på gange, i sale og i gemakker, og de fik endda lov til at føde i hans seng og gøre sig rene, hvor de havde lyst , - og det lugtede derefter. Han gav også en generel tilladelse til, at alle hunde af denne race måtte færdes på offentlige steder, hvor hunde ellers var forment adgang. I statsrådet havde hans yndlingscavalier sin egen plads og sad der sammen med de øvrige statsråder . I det hele taget ville Charles hellere lege med sine hunde end være konge, og når der kom udsendinge for at tale med kongen, måtte de pænt vente til han havde leget færdig. Der er vist ikke noget at sige til, at racen fik navn efter ham: King Charles spaniel.
Hans bror, James d. 2. har også haft cavalierer, og han har nok haft en rem af huden, for det fortælles, at da han engang var i havsnød råbte han: "Frels hundene og hertugen af Monmouth!!" - i den rækkefølge!
Senere tiders monarker har også holdt meget af den lille spaniel. Det fortælles, at det første den lille prinsesse Victoria gjorde, da hun som 8-årig havde overstået sin kroningshøjtidelighed, var at afføre sig sine pragtfulde klæder og give sin yndlings King Charles et bad.
Fra jagt- og selskabs- til skødehund.
Racen har stort set været uforandret i alle disse hundreder af år, som man kan se det på malerierne. Jeg har i de foregående afsnit kaldt racen "lille spaniel", "King Charles" eller "cavalier", og det er stort set den samme hund. Men når vi kommer op omkring 1840, kan man se, at der er dukket en ny type op. Den er mindre og har en lille opstoppersnude. For at forstå denne udvikling må man se lidt på et modefænomen. Det havde længe været moderne for fine damer at have en skødehund. Cavalieren var lidt for stor. Moppen havde den rigtige størrelse til skødehund, og den var vældig populær ved mange af de europæiske hoffer. Det er derfor sandsynligt, at den er blevet benyttet til at gøre racen mindre. Man kunne mene, at det nærmere måtte være japaneser, man havde benyttet; men de kom først til England, da kommandør Perry havde åbnet Japan med magt i 1853 og hjemført et par til Dronning Victoria.
Pekingeseren var heller ikke en mulighed. Den fandtes kun i de kejserlige paladser i Den forbudte By i Peking, og den kom først ud derfra, da englænderne i 1860 plyndrede Peking og brød ind i Den forbudte By. Kejseren gav ordre til, at alle de små palladshunde skulle dræbes, så de ikke faldt i vandalernes hænder; men en lille prinsesse, hvis hjerte var større end hendes lydighed, åbnede en bagdør, så de kunne slippe ud. Et par af de indfangne blev ført til "Good Old England" og ligeledes foræret til Dronning Victoria.
Hvad man nu end har gjort for at gøre racen mindre, så blev det forstærket af, at man i 1840 begyndte at afholde hundeudstillinger på Cruft's, hvor man præmierede de "ønskværdigste" hunde, og for King Charles spanielen var resultatet, at den i de næste 75 år forandrede sig ganske meget, så den lille robuste jagt- og selskabshund blev til en lille, yndig skødehund.
Racen genskabes.
I 1926 kom en rig amerikansk antikvitetshandler, Mr. Elridge, til Cruft's udstilling i London. Han ville se de små king Charles spaniels, som han kendte så godt fra de mange malerier, som han havde i sin forretning. Stor var hans forbavselse, da han ikke fandt én eneste, der lignede dem. Alle, som gik under det navn, havde rundt hoved, opstoppersnude, udstående øjne og underbid, og de var meget små. Efter hans mening var de helt forkerte, og han udsatte en præmie på 25£ til den han og tæve, som mest lignede de oprindelige King Charles spaniels på de næste 3 års Cruft's- udstillinger. Senere forlængede han det til 5 år. Dette har sikkert ikke været spor populært blandt avlerne af King Charles spaniels. Man skulle jo til at avle frem eller rettere tilbage til det, som man netop havde avlet væk fra. Imidlertid var der interesse nok, avlsmaterialet var der i form af "kasserede" King Charles spaniels, og i 1928 kunne man udarbejde en racestandard på grundlag af hunden, "Ann's Son". Desværre oplevede Mr. Elridge ikke dette, idet han døde kort før udstillingen. Racestandarden er den, som vi endnu benytter, og den er stort set uændret fra dengang. Samtidig besluttede man, at racen aldrig må påvirkes af modeluner, men altid skal fremstå helt naturlig. Den må hverken klippes eller trimmes. Det kneb noget med at få racen anerkendt som selvstændig race i England, og den blev udstillet under King Charles med betegnelsen "gammel type". Først i 1945 blev den anerkendt som en selvstændig race, og for at undgå forvekslinger gav man den navnet: Cavalier King Charles Spaniel.
Der er ingen tvivl om, at der op igennem tiden har været flere cavalierer i Danmark, importeret af mennesker, som har truffet dem på rejser, er faldet for dem og har taget dem med hjem. De første 2 cavalierer er registreret i DKK i 1971. De var ejet af Vibeke Jonsen, som havde erhvervet dem fra Sverige og England. De næste importer kom fra Holland og Tyskland, senere er der også kommet cavalierer fra, Norge, Finland, Irland og Frankrig.
I dag kommer der stadig nye cavalierer til landet , hentet af interesserede avlere, som gerne vil bidrage til højnelse af racens sundhed og racetypiskhed.
Historien om Blenheimens "spot".
Blenheimen blev opdrættet på godserne Blenheim og Marlborrough, hvor de blev benyttet til jagt. Hertuginden må dog have haft en Blenheim til skødehund, for det fortælles, at det er fra hende, de har den meget berømte "spot" på issen. Der er to versioner af historien. Begge begynder med at hertuginden sidder og broderer. Hendes herre og husbond er i krig, og hun sidder i angst og bæven og venter at høre nyt fra ham. På skødet har hun sin lille drægtige Blenheim-tæve. I den første version stikker hun sig i fingeren med nålen, og der drypper en blodsdråbe lige ned på tævens isse, hvor den dannede en ruderformet plet. Da tæven fødte sine hvalpe, havde de alle en ruderformet plet på issen. I den anden version stikker hun sig ikke; men i sin store angst for mandens skæbne, presser hun sin tommelfinger så hårdt mod hundens isse, at da hvalpene blev født, havde de alle en tommelfingerplet på issen. Hvilken af historierne, der er korrekt, vides ikke; men "spotten" har de stadig, som noget helt specielt i hundeverdenen.
Racens standard.
Oprindelsesland: Storbritannien.
Anvendelse: Selskabshund.
Klassifikation: FCI Gruppe 9 (Selskabshunde og dværghunde),Sektion 7 (Engelske dværgspaniels). Uden brugsprøve.
Helhedsindtryk: Livlig, graciøs og meget harmonisk, med et blidt udtryk.
Temperament: Sporty, hengiven og absolut frygtløs. Munter og venlig, ikke aggressiv. Ingen tendens i retning af nervøsitet.
Hoved:
Skalle: Næsten flad mellem ørerne. Ikke for markeret.
Næse: Næseborene sorte og veludviklede, uden kødfarvede pletter.
Næseparti: Længden fra basis til næsespidsen knapt 4 cm. Gradvis smallere udefter. Partiet under øjnene er godt udfyldt. Tendens til spinkelt, spidst næseparti er uønsket.
Læber: Veludviklede, ikke hængende.
Kæber, bid: Stærke kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet sakse bid, dvs. at de øverste tænder tæt overlapper de nederste, og at biddet ligger vinkelret på kæberne.
Øjne: Store, mørke og runde, men ikke fremstående. God afstand mellem øjnene.
Ører: Lange, højt ansatte og med rigeligt behæng.
Hals: Af moderat længde, let buet.
Krop:
Ryg: Lige.
Lænd: Kort lændeparti.
Bryst: Moderat. Godt hvælvede ribben.
Hale: Halens længde skal være i harmoni med kroppen. Den er velansat og bæres muntert, men aldrig meget over ryg linien. Kupering er valgfri, men der må aldrig fjernes mere end 1 /3 af længden.
(NB! Kupering er forbudt i Danmark).
Lemmer:
Forparti: Lige forben med moderat benstamme.
Skuldre: Godt tilbagelagte.
Bagpart: Bagbenene har moderat benstamme.
Knæled: Velvinklede.
Haseled: Ingen tendens til kohaser eller hjulben.
Poter: Kompakte, med fyldige trædepuder og godt behårede.
Bevægelse: Fri og elegant bevægelse med masser af fremdrift fra bagparten. For og bagben føres parallelt, set både forfra og bagfra.
Pels:
Hårlag: Langt, silkeagtigt og uden krøl. Let bølget pels er tilladt. Rigelige behæng. Skal fremstå helt uden trimning.
Farve:
Anerkendte farver er:
Black and Tan: Ravnsort med tan-farvede aftegninger over øjnene, på kinderne, indersiden af ørerne, på bryst og ben og på halens underside. Tan-farven skal være ren og klar. Hvide aftegninger er uønskede.
Ruby: Ensfarvet varmt rød. Hvide aftegninger er uønskede.
Blenheim: Varmt kastaniebrune aftegninger på perlehvid bund, jævnt fordelt og klart adskilt fra hinanden. Aftegningerne på hovedet skal være symmetriske og give plads mellem ørerne til den meget værdsatte, ruderformede plet eller "spot" (et træk, der er helt specielt for racen).
Tricolour: Sort og hvidt godt fordelt og klart adskilt, med tan-farvede aftegninger over øjnene, på kinderne, på indersiden af ører og ben og på halens underside.
Enhver anden farve eller farvekombination er højst uønsket.
Størrelse:
Vægt mellem 5.4 og 8 kg (12 - 18 Ibs). Inden for disse vægtgrænser ønskes en lille og smukt harmonisk hund.
Fejl:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Egen kommentar: Der står intet i standaren om, hvor høj en cavalier er, men de er ca. 30-35 cm i skulderhøjde.
